Hvem er Lars?

Grunden til at jeg står frem og fortæller min historie er ganske enkelt den, at jeg føler det er vigtigt at være med til at fjerne tabu og fordomme omkring det at have en psykisk lidelse. Samtidig vil jeg også gerne medvirke til at vise at det kan lade sig gøre at gennemføre en Recovery, og få et godt og rart liv.

Jeg er født i Aalborg i 1959, med sygdommen Hypospadi også kaldet ”spaltet urinrør”. Det begyndte man at operer på lige omkring da jeg var 6 år gammel. Desværre vidste man på Aalborg sygehus ikke hvad man havde med at gøre, så allerede her begyndte det at gå galt. Fordi lægerne nærmest famlede i blinde og eksperimenterede uden at vide hvad de lavede. Man koncentrerede udelukkende om det fysiske, og glemte helt hovedet. Så man kan roligt sige at jeg dengang blev udsat for en masse overgreb.

Fordi lægerne i Aalborg ikke vidste hvad de lavede, blev jeg overflyttet til Rigshospitalet, hvor der så skulle en masse operationer til, for at reparere det de havde ødelagt i Aalborg. Alle disse indlæggelser og operationer foregik over en årrække, og kom jo til at betyde min skolegang blev kraftigt påvirket.

Hele 1. kl. lå jeg jo nærmest indlagt, og kom dermed udenfor klassens sammenhold. Blev hurtigt et mobbeoffer, når jeg en sjælden gang var i klassen. Og blev sat i bås som ham den mærkelige og syge dreng der næsten aldrig var der. Ikke kun blandt klassekammeraterne, men også blandt lærerne. Eksempelvis fik jeg lavet en aftale om at jeg efter gymnastiktimerne kunne gå hjem for at tage et bad, for at undgå at blive drillet, med min mærkeligt udseende penis. Det var ikke de andres drillerier der blev taget fat i, men mig der var den underlige og mærkelige. Så det var mig der skulle føje mig.

Det var så i den periode at jeg udviklede tendens til at blive indelukket og enspænder. hvilket også voldte mig problemer i familien, hvor jeg havde følelsen af at blive afvist når jeg kom og fortalte at jeg havde det dårligt, rent psykisk. ”Det er noget pjat, du skal bare tage dig sammen”, fik jeg at vide.

Efter skolen, skulle jeg så ud på arbejdsmarkedet. Her betød mine enspændertendenser at jeg hurtigt fik problemer med at fungere i arbejdssituationer. Også på grund af mine mange indlæggelser, var jeg sjældent ansat et sted mere end nogle få måneder ad gangen. Her fik jeg prædikatet; autoritetsfjentlig og samarbejdsvanskelig. I denne proces, var jeg kommet ind i et alkohol- og stofmisbrug (hash/amfetamin og masser af øl), så det gjorde jo ikke tilværelsen nemmere. Jeg følte mig som en fremmed i mine omgivelser, og kunne ikke finde nogen ro, og ville bare væk fra det hele.

En flytning fra Aalborg til København, gjorde ikke dette meget bedre, snarere tværtimod, og efter flere mislykkede jobforsøg, flyttede jeg til Nordsjælland hvor Jeg havnede på bistandshjælp, og i 18 år fik lov til at lalle rundt, uden at nogen tog sig af, hvad der foregik. Faktisk fik lægerne på Rigshospitalet først bugt med den fysiske del af mine problemer, kort tid efter at jeg var fyldt 30 år.

I hele den her proces har jeg jo selv haft fornemmelsen af at noget var galt, at jeg havde det rigtigt skidt, men lige meget hvad jeg gjorde og sagde, blev det ikke taget alvorligt. Ejheller flere selvmordsforsøg.

Mit alkohol- og stofmisbrug var taget til, og mange gange anede jeg dårligt nok, hvad jeg gik og foretog mig fra den ene dag til den anden. Jeg kunne ikke få nogen hjælp til at komme ud af dette misbrug nogen steder, og det var udelukkende på grund af nogle ubehagelige og triste omstændigheder, at jeg overhovedet kom ud af dette misbrug. Bl.a. skulle der en voldsdom til, Før jeg selv fik øjnene op for at det var noget skidt, jeg var havnet i. Og det var på baggrund af en kraftig selvdisciplin at jeg kom helt ud af stof- og alkoholmisbruget. Således at det i dag er mere end 15 år siden jeg sidst har været i berøring med stoffer, og har fået et fornuftigt forhold til alkohol, således at jeg da sagtens kan drikke en øl eller et glas vin, uden at det påvirker mig.

Det var faktisk først for ca. 12 år siden, da en sagsbehandler gjorde sig den ulejlighed at åbne min sagsmappe, at der begyndte at ske noget. Jeg blev indstillet til førtidspension, og i den proces fik jeg stillet diagnosen: Personlighedsforstyrrelse, altså igen sat i en bås!  Men denne gang, var det faktisk en ”positiv" bås, synes jeg selv. For med diagnosen Personlighedsforstyrrelse, fik jeg sat et navn på de underlige ting, der hele tiden havde naget mig i mit indre.

Ved at blive tilknyttet socialpsykiatrien, begyndte der pludselig at dukke værktøjer op, som kunne hjælpe mig ud af min isolation og mit triste liv.

Jeg kom i selskab med ligesindede, og fandt ud af at der faktisk var nogen der havde det betydeligt værre end jeg selv. Nu var jeg ikke længere den mærkelige dreng, som var et let mobbeoffer. Jeg fandt venner og fik et netværk, hvor jeg var accepteret og respekteret. For nu kunne mange af de gode tanker, ideer og initiativer, jeg gik rundt med, blive realiseret.

På grund af mine kreative evner blev jeg opfordret til at blive aktiv i Landsforeningen SIND. Det åbnede så en hel ny verden for mig, hvor folk pludselig troede på det jeg gik og lavede. Jeg fandt en niche hvor jeg fik følelsen af at kunne bruges til noget, at være noget værd.  Hvor jeg før, nærmest var draget ind i en selvisolation og mangel på selvværd. Fik jeg pludselig mulighed for at komme videre. Med god hjælp fra en bostøtte, begyndte jeg at tage ansvar for mit eget liv, og kunne sætte en masse positive ændringer i gang.

I stedet for at sætte mig over i et hjørne og gå til af selvmedlidenhed, når tingene ikke gik som jeg ville, så fik jeg pludselig styrke til både at nyde succeser og også takle modgang, uden at gå ned. I denne proces føler jeg at jeg har flyttet mig fra at være uhjælpelig bruger, til at være et menneske, der har overskud og tid, til ikke bare andre, men også mig selv.

Denne Recovery-proces rykkede mig i en sådan grad, at jeg fik behov for at komme endnu videre, og det indebar også nødvendigheden af endnu en geografisk flytning. Tilfældigheder gjorde at det blev Bornholm, som skulle blive mit nye hjem. Her kunne jeg starte et helt nyt liv, hvor mine omgivelser jo ikke kender min fortid, og dermed kun skulle forholde sig til den person jeg er i dag. Det har givet mig nogle udfoldelsesmuligheder, hvor jeg har kunnet lægge stort set alle dårligdomme bag mig.

Det har også bevirket at jeg har fundet så meget indre styrke, at jeg nu er i stand til at passe et job som telefoninterviewer nogle få timer om ugen, som supplement til min pension.

På grund af alle de ting jeg har været igennem, har jeg altid gjort en slags oprør mod det at blive sat i bås. Flytningen til Bornholm har så medvirket til at jeg har fået en mulighed for virkelig at gøre en indsats mod denne stigmatisering. Derfor påtager jeg mig at stå frem i SIND regi, og henvender mig bl.a. til pressen, når der skal gøres opmærksom på uretfærdigheder, og når der er gode og positive historier at fortælle.

På Bornholm har jeg medvirket til at udgive en fantastisk digtsamling, med digte og illustrationer leveret af både kendte og ukendte, under   titlen "SINDETS Ø"

Jeg har fået en position som pressetalsmand, ikke kun for SINDs kredsafd. på Bornholm, men også for brugerne generelt på øen. Sidder med i det ødækkende brugerråd som observatør for SIND, og har fået etableret en god dialog med både brugerne og personalet i Socialpsykiatrien.

Det helt store scoop gjorde jeg i juni måned 2010, hvor jeg formåede at få Folketingsmedlem Anne Marie Geisler Andersen, fra de Radikale til at komme til Bornholm med sin kommende mand, og en fælles bekendt fra Facebook. Vi deltog i DM i 24-timersløb og gjorde en helt fantastisk figur, bl.a. med sejr til Anne Marie Geisler Andersen hos kvinderne, med 200 km gennemført på de 24 timer. jeg selv kom ud på 75 km, og har lovet mig selv at ville træne til at nå dobbelt så langt næste år.

25. september 2010, vil altid stå i min erindring som en ganske særlig dag. Her fik jeg nemlig overrakt SINDs Brugerpris 2010, på det ordinære Landsmøde. Jeg var offer for et "komplot", hvor det var lavet sådan at jeg troede at jeg skulle overrække Prisen til min rigtigt gode ven Anne Marie Geisler Andersen, men det viste sig at det blev hende der overrakte den til mig. det er en stor ære for mig at have fået denne pris, selv om jeg jo ikke går og laver mit frivillige arbejde for at få priser. Det at have fået SIND Prisen har så også medvirket til at jeg blev kontaktet af tv2/Bornholm, hvor Georg Julin inviterede mig med i hans specielle program, hvor han laver små portrætter af folk.

Det er mit personlige store håb at jeg i den kommende tid vil arbejde mig ud af pensionisttilværelsen, og komme til at leve et liv i normal beskæftigelse. Samtidig vil jeg fortsætte mit engagement til fordel for Sindslidende via mit arbejde i Landsforeningen SIND. Netop til dette arbejde, har jeg en masse tanker og ideer til projekter og aktiviteter, som jeg håber, vil blive virkeliggjort i den nærmeste fremtid. Jeg håber at være med til at skabe en større og mere positiv opmærksomhed omkring sindslidelse, idet der desværre stadig er meget tabu og mange fordomme omkring dette handicap.